This website isn’t supported by Internet Explorer. We recommend that you use a different browser (e.g. Edge, Chrome, Firefox, Safari, or similar) for the best experience of our content.

Professoren i den varme stol

Med Professoren i den varme stol får du et kort onlineformat, hvor 2 eksperter på 1 time diskuterer et vigtigt og spændende emne i en dynamisk og involverende opsætning. Gennem korte oplæg og en modereret diskussion bliver du introduceret til nye emner, som ligger din kliniske hverdag nær, samtidig med at du har mulighed for at stille spørgsmål undervejs. Det hele bliver sendt som live udsendelser, så du skal blot tænde din computer eller tablet for at se med.

Datoer

29.08. - 29.08.22

Lokation

Ny viden hver måned

Hold dig opdateret med vores månedlige live-udsendelser, hvor du på 1 time får en introduktion til dagens emne efterfulgt af en faglig diskussion mellem dagens eksperter med plads til personlige holdninger


Du tilmelder dig rækken af udsendelser på denne side, og du kan se emnerne for alle udsendelserne i 2022 længere nede på siden. Når du har tilmeldt dig, får du løbende tilsendt information om de enkelte udsendelser via email.

Du kan til enhver tid afmelde dig rækken af udsendelser ved at sende en mail til reg@meetingplanners.dk.


Emner i 2022:


Onsdag d. 9. februar – Seksualitet ved metabolisk syndrom (AFHOLDT)

Hvorfor er sexlivet vigtigt, og hvorfor er det nogle gange svært at tale med patienterne om? Hvad er årsagerne til seksuel dysfunktion, og skal det give os anledning til at tænke anderledes, når vi behandler det metaboliske syndrom? Hvordan overkommer vi barriererne og begynder at tale med vores patienter om seksuelle problemstillinger? Disse og flere spørgsmål vil blive taget op af vores panel bestående af professor i klinisk sexologi, Annamaria Giraldi, og førstereservelæge og post.doc., Christian Stevns Hansen.


Onsdag d. 16. marts – Diabetes og Ramadan (AFHOLDT)

I 2022 ligger Ramadanen fra 2. april til 2. maj. Hvordan rådgiver vi vores patienter med type 2-diabetes i forhold til, om det er sikkert for dem at holde Ramadan, hvordan de kommer bedst gennem Ramadanen, og hvordan taler vi om myter og fakta i forbindelse med kronisk sygdom og Ramadan? Mød en endokrinolog, en diætist og en imam, der diskuterer disse og flere andre spørgsmål.


Onsdag d. 20. april – Nye guidelines for behandling af type 2-diabetes (AFHOLDT)

I løbet af 2022 udkommer de nye guidelines for behandling af type 2-diabetes fra Dansk Selskab for Almen Medicin samt Dansk Endokrinologisk Selskab. Hvad er nyt, hvad er uændret, og hvad gælder ikke længere? Få en grundig indføring i disse guidelines og hør to eksperter diskutere dem baseret på selvvalgte cases fra egen klinik.


Onsdag d. 11. maj – Sundhedsøkonomi i klinikerens dagligdag (AFHOLDT)

Sundhedsøkonomiske begreber og argumenter fylder stadigt mere og mere både i den brede debat, men også i den enkelte behandlers hverdag. Bliv introduceret til emnet og hvad det betyder for dig i din kliniske hverdag, når professor i sundhedsøkonomi, Jakob Kjellberg, samt professor i endokrinologi, Peter Gæde, klæder dig på til at diskutere sundhedsøkonomi.


Onsdag d. 15. juni – Motions betydning for vægttab (AFHOLDT)

I juni-udgaven af Professoren i den varme stol får vi besøg af professor, Signe Torekov, og praktiserende læge, Jonas Strunge, som sammen vil diskutere, hvilken betydning motion har for det sunde, blivende vægttab, samt hvordan motion kan understøtte livsstilsændringer og farmakologisk behandling. Vi vil blandt andet tale om hvilken betydning typen og mængden af motion har, samt hvilke faldgrupper, der kan være ved at anvende motion som metode til vægttab.


Mandag d. 29. august – Svær overvægt hos børn og unge (AFHOLDT)

Overvægt blandt børn og unge er et stigende problem, der medfører nedsat sundhed og trivsel. I denne udsendelse får vi besøg af en specialist i børneovervægt samt en praktiserende læge, og sammen belyser vi forskellige interventionsmuligheder og diskuterer, hvordan vi bedst hjælper unge og deres familier.


Mandag d. 26. september – Perifer arteriesygdom og amputationer

Hos patienter med diabetes er karrene i benene udsat for forandringer, der kan medføre komplikationer som arteriel insufficiens med deraf følgende ødemer, smerter, væskeophobning og sårrisiko. Sammen med en endokrinolog og karkirurg vil vi give dig tips til, hvordan du bedst stiller diagnosen, hvornår og til hvem der skal henvises, samt hvordan du bedst understøtter behandlingen i almen praksis med henblik på at forebygge kroniske sår og amputationer.


Mandag d. 24. oktober – Antidiabetika og cerebrovaskulær sygdom

Vi lærer mere og mere om, hvordan forskellige antidiabetika påvirker hjernens karforsyning. I denne udsendelse diskuterer vi, hvordan du bedst hjælper dine diabetespatienter med cerebrovaskulær sygdom ud fra de nyeste data på området.


Mandag d. 28. november – Moderne behandling af type 2-diabetes: 2022 guidelines set fra endokrinologens og kardiologens vinkel

Som opfølgning på vores meget populære udsendelse om DES/DSAM 2022 vejledningen for farmakologisk behandling af type 2-diabetes inviterer vi denne gang både en endokrinolog og en kardiolog i studiet for at diskutere deres perspektiver på de nye guidelines. Udover antidiabetisk behandling vil vi også komme omkring den seneste opdatering indenfor blodtryk og lipidbehandling.


Mandag d. 12. december – Leverens rolle i overvægt og diabetes

Hepatisk insulinresistens. NAFLD. NASH. Leverens rolle i glukosestofskiftet og ved overvægt er vigtig og under stigende fokus i forskningen. I denne udsendelse – som optakt til julen – diskuterer vi leverens rolle, samt hvor-dan klinikeren i hverdagen kan være opmærksom på komplikationer i dette vigtige organ.


Praktisk information

Dato og tid
Udsendelser i første halvår (afholdes onsdage kl. 12:00 – 13:00)
Onsdag den 9. februar (AFHOLDT)
Onsdag den 16. marts (AFHOLDT)
Onsdag den 20. april (AFHOLDT)
Onsdag den. 11. maj (AFHOLDT)
Onsdag d. 15. juni (AFHOLDT)

Udsendelser i andet halvår (afholdes mandage kl. 15:00 – 16:00)
Mandag d. 29. august (AFHOLDT)
Mandag d. 26. september
Mandag d. 24. oktober
Mandag d. 28. november
Mandag d. 12. december


Vi tager forbehold for eventuelle ændringer i datoer og tidspunkter.

Længde
1 time


Deltagere
Kun for sundhedspersoner


Pris
Gratis


Deltagelse i arrangementet er gratis og forbeholdt sundhedspersoner. Sundhedspersoner defineres ved lov som læger, tandlæger, farmaceuter, sygeplejersker, farmakonomer, jordemødre, bioanalytikere, kliniske diætister, radiografer, social- og sundhedsassistenter og studerende inden for disse fag.

Arrangementerne er målrettet sundhedspersoner med aktivt arbejde i almen praksis. Såfremt du er hospitalsansat, gør vi opmærksom på, at deltagelse i arrangementerne forudsætter hospitalsledelsen godkendelse.


Arrangementerne er anmeldt til - men ikke nødvendigvis godkendt af - Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien (ENLI) inden arrangementernes afholdelse. Arrangementerne er efter Novo Nordisk Denmark A/S’ opfattelse i overensstemmelse med reglerne på området.